Allingåbro MotorFestival 2012 – Ses vi…?! :o)

Skrevet af Allingåbro MotorFestival

Pressemeddelelse
2. maj 2012

Danmarks hurtigste bil på Allingåbro Motor Festival

”Det er simpelthen første gang, du kan opleve Danmarks hurtigste køretøj, – en top fuel dragster- på offentlig vej, når Hovedgaden i Allingåbro lørdag den 19. maj er rammen om den 9. udgave af Allingåbro Motor Festival”, siger Jens Olaf Hersom fra festivalarrangørerne.

”Vi prøver hvert år at tilføre festivalen nye og spændende elementer, der viser mangfoldigheden inden for dansk motorsport, og i år har vi fået Danmarks hurtigste mand, Stig Nedergaard til at sætte sig bag rattet på sin top fuel dragster på Hovedgaden. Hovedgaden er i dagens anledning er lavet om til en dragstrip, så der venter publikum en helt utrolig oplevelse”, fortsætter Jens Olaf Hersom.
Stig Nedergaard hører til i toppen af de europæiske top fuel kørere, og han er klar til en ny sæson. Han har flere gange kørt med i VM-afdelinger i USA. Top fuel dragsteren er i stand til at nå en tophastighed på over 500 kmt og køre en ¼ mile på under 4 sekunder.
Under festivalen må Stig Nedergaard dog nøjes med at lave en burn out, men det er tilstrækkeligt til at få en fornemmelse af de mange tusinde hestekræfter, der gemmer sig i dragsteren .

Hører top fuel dragsteren til i den voldsomme ende af køretøjer, der præsenteres på festivalen, ja så er der et spring til de små lynhurtige top fuel model biler eller rugbrødsmotorerne på de lokale skatere, der viser deres færdigheder.

DM i tractorpulling
Det helt tunge og voldsomme materiel præsenteres, når der endnu gang er en afdeling af Danmarksmesterskaber i tractorpulling, hvor de enorme traktorer dyster om at trække den mange tons tunge slæde længst og hurtigst muligt ned af banen.
Festivalen startede i sin tid som en præsentation af dragracing for motorcykler, og de er stadig et væsentligt indslag. Størstedelen af den danske elite stiller op i flere forskellige klasser og sammen med scootere i alle mulige og umulige udformninger er de klar til at give en fornem prøve på, hvad denne motorsportsgren handler om, nemlig fra 0 til 201 meter på den hurtigst mulige tid.

Ud at køre med de skøre
Ved sidste års festival var drifting med for første gang, og det blev en så overvældende succes blandt publikum, at drifting også er med på programmet i år. Der er tilmeldt et meget stort felt af både erfarne driftere og rookies, som er klar til både at dyse og give publikum en tur i disciplinen ”Ud at køre med de skøre”. Du kan bl.a. opleve den kendte motorsportsmand Erik W. Petersen og hans Corvette-team give prøver på, hvilke fantastiske manøvrer, der kan laves med indbegrebet af en amerikanerbil.
Og apropos amerikaner-biler, så er der endnu en gang masser af kromskinnende af slagsen sammen med specialbiler udstillet på festivalen.
Et par andre publikums-hit er bilboksning, hvor publikum kan købe en skrotbil og selv forsøge sig på jordbanen, samt opvisning af 4-hjuls trækkere, hvor hele 50 af slagsen har meldt deres ankomst.
”Man skal være noget af en tørvetriller for at komme til at kede sig, for ud alle disse ting er der også moto cross-opvisning og super motard opvisning, udstilling af modelfly, levende musik, børnetivoli, mad og drikke, helikopterflyvning og maser af god stemning, så det er ikke for meget sagt, at vi endnu gang har stablet Danmarks mest alsidige og skøreste motorfestival på benene”, siger Jens Olaf Hersom.

Foto: Stig Nedergaards top fuel dragster kører 402 meter på under fire sekunder.

Flere oplysninger fås hos Jens Olaf Hersom, 42801250 og Hans Jørgen Hitz, 23729703

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*